Hf. Birkevangs Vision – marts 2023


Hf. Birkevangs Vision – marts 2023

Hvordan skal Birkevang udvikle sig over de næste tre eller fem år? Hvilke pejlemærker sætter vi op? Hvad synes vi er vigtigt for at bevare og udvikle det unikke miljø og fællesskab, vi har?

Det er der nu kommet et bud på, efter at Visionsudvalget, som det er blevet døbt, har arbejdet med at formulere et forslag til en vision/helhedsplan for Birkevangs udvikling.

Arbejdsgruppen blev nedsat efter generalforsamlingen i 2022, hvor bestyrelsens forslag om den blev vedtaget.

Visionsudvalget, som fra starten talte 18 aktive medlemmer, har arbejdet med forslaget i et halvt år, startende med en brainstorm på Pejsegaarden og foreløbig sluttende med finpudsning af forslaget.

Nu er arbejdet med at planlægge den videre proces i gang, og det kommer der meget mere om på generalforsamlingen.

Læs forslaget:

Version 1:

Vision for Hf. Birkevangs udvikling

Birkevang er et enestående boligområde og fællesskab, som vi ønsker at værne om og udvikle i tråd med bestående og nye værdier.

Med denne vision for andelsselskabet sætter vi en retning på fem vigtige områder.

Visionen skal ses som et supplement til Birkevangs regulativ og lokalplan. Den vil fungere som rettesnor, når vi skal tage beslutninger om stort og småt.

Fællesskab

I Birkevang er fællesskabet centralt, og vi ønsker, at alle bidrager og føler sig velkomne.

Vi vil udvikle vores fællesskab – både det store og de mange mindre fællesskaber, som præger Birkevang.

Vi vil skabe rammerne for fremtidige fællesskaber og understøtte deleøkonomiske initiativer.

Åbne beslutningsprocesser skal bidrage til at skabe engagement.

 

Grønt udtryk og æstetik

Birkevang skal være en grøn og giftfri oase til glæde for birkevængere og andre, der færdes i området.

Vi ønsker at bevare og forstærke haveforeningspræget i form af haver med meget vegetation og grønne hegn.

Vi har fokus på biodiversitet og æstetik på vores fællesarealer.

Byggeri og renovering

I Birkevang bor vi småt, godt og tæt. Vi ønsker at bevare foreningen som et æstetisk, åbent og grønt havehusområde med varieret bebyggelse.

Vi vil gøre det nemmere at bygge bæredygtigt ved at dele vores viden og erfaring.

Vi vil gøre det nemmere at tænke genbrug af regnvand og solenergi i forbindelse med renoveringsprojekter og nybyggeri.

Når vi bygger, tager vi naboerne med på råd, og vi ønsker, at solen kan skinne ind i alle haver.

Miljø og klimaaftryk

I Birkevang ser vi det som en fælles opgave, at vores samlede klimaaftryk minimeres.

Vi ønsker til stadighed at sætte fokus på områder inden for miljø og klima, hvor vi kan blive bedre.

Vi vil være førende inden for affaldssortering.

Vi ønsker, at både den enkelte birkevænger og fællesskabet tager ansvar for vandafledning.

Vi vil sikre, at indretning af haveanlæg, kloakker og andre afledningsformer lever op til krav og lovgivning.

Trafik

Birkevang skal være et trafikalt åndehul, hvor børn kan lege på vejen, og man kan færdes sikkert.

Vi ønsker at tage initiativer, som er med til at begrænse eller koordinere den stigende trafikmængde.

Haveforeningen Birkevang 2024